Description
Uld blebukser til nyfødt
WeeCare uld blebukser bruges som det vandafvisende lag udenpå en stofble som ikke er vandtæt i sig selv. Det kan fx være en stofble af ren bomuld eller bambus, eller en gammeldags stofble eller en Prefold foldet til en ble og samlet med en snappi.
Uld er et fantastisk materiale, og det er genialt at bruge i forbindelse med stofbleer, hvis du ønsker en naturlig og åndbar løsning til dit barn. Når det jævnligt bliver behandlet med lanolin, vil det være kraftigt vandafvisende og ovenikøbet selvrensende. Det betyder, at når du har et par lanolinbehandlede uld blebukser udenpå en stofble, så vil uld blebukserne sørge for, at væske fra stofbleen ikke trænger igennem til tøjet. Uld kan ydermere absorbere op til 40% af sin egen vægt uden føles våd.
Se også vores Fuldtids Stofblepakke til nyfødt.
Hvad er lanolin
Lanolin er det fedtstof som fårene naturligt producerer gennem huden, og som derfor sidder i ulden. Rører man ved et får, vil man tydeligt kunne mærke den fedtede lanolin i pelsen. Lanolinen i fårenes uld sørger for at holde fåret rent og tørt inde på huden. Derfor kan får gå udenfor i regnvejr uden at blive våde inde på huden.
Når fåreuld skal spindes til garn og sidenhen væves eller strikkes til stof, har man brug for at vaske den fedtede lanolin ud af ulden for at få et produkt der er nemmere at arbejde med. Denne proces kræver sæbe og i nogle tilfælde kemikalier. Når nogen mennesker ikke kan tåle uld, er det oftest rester af de kemikalier der er blevet brugt, som de reagerer på. Derfor vil vi til hver en tid anbefale, både af hensyn til miljø og menneskets velvære, at vælge uld produkter der er ubehandlet og økologisk certificeret. Alle WeeCare’s uldprodukter er ubehandlet og økologisk certificeret af GOTS.
Mulesing free
En anden ting der er vigtig for os i forbindelse med valg af både uld og lanolin er dyrevelfærd. Mulesing er en metode, som går ud på at fåreavleren skærer hudfolder på bagdelen på fåret af (ofte uden bedøvelse) for at undgå, at der sæter sig spyfluer som lægger æg, der bliver til larver og kan skabe infektion i huden på fåret. Problemet med infektionen er opstået pga. fremavling af får med mere hud på kroppen (til at producere mere uld).
Vi går ikke ind for mulesing, og derfor stiller vi garanti for, at denne metode ikke er blevet brugt i fremstillingen af hverken vores uld og vores rene lanolin.
Lanolinbehandling af uld – hvordan
De nyindkøbte uld blebukser fra WeeCare, er ikke behandlet med lanolin. Det vil derfor virke “tørre i det” som helt almindeligt stof. Derfor skal du sørge for at lanolinbehandle dem, inden du begynder at bruge dem som en blebuks udenpå en stofble til dit barn. Efter uld blebukserne er taget i brug, skal man sørge for at lanolinbehandle dem jævnligt. Du kan mærke på ulden når de trænger, da de begynder at føles “tørre” i det eller begynder at være utætte.
1) Gennemvædning
Når du skal behandle dine nyindkøbte uld blebukser, starter du med at give dem en mild vask. Det kan være i hånden eller i vaskemaskine på uldprogram og evt. med lidt uldvaskemiddel. Vaskemidlet kan sagtens undgås her første gang du vasker dem, det vigtigste er at hele buksen er gennemvædet med vand, så lanolinen kan sætte sig ind i alle fibrene. Lanolinen vil ikke hæfte på uldfibrene, hvis der er tørre områder eller små luftlommer i ulden. Sørg for at vaske eller skylle ulden op i koldt eller lunkent vand og uden at “gnuppe” på dem eller bevæge dem for meget rundt. Du kan forsigtigt presse/klemme om bukserne for at gennemvæde dem med vand.
2) Opløs den rene lanolin
Til ét par uld blebukser bruges én teskefuld ren lanolin som piskes/røres kraftigt ud i en kop med kogt vand og et par dråber opvaskemiddel. Kombinationen af lanolin, opvaskemiddel og kogt vand der bliver pisket sammen vil resultere i at blandingen emulgerer (fedt opløses i vandet). Du kan se at blandingen er emulgeret ved at væsken bliver mælkehvid i farven. Hvis dette ikke sker, skal du bruge lidt mere opvaskemiddel og derpå piske lidt mere/kraftigere.
Når du har en mælkehvid blanding i koppen kan du blande denne med mere vand i et vandbad. Brug en balje eller lignende i passende størrelse, og hæld så varmt vand du kan holde ud at røre ved i. Hæld den mælkehvide blanding i baljen og rør rundt.
3) Uld blebukserne læges i vandbadet
Nu tager du de helt våde uld blebukser, vender dem på vrangen og lægger dem forsigtigt ned i det meget varme vand. Sørg for at bevæge ulden så forsigtigt og langsomt som muligt og rør ikke rundt i vandet. Når uld blebukserne er helt nede i vandbadet, presser du forsigtigt på ulden igen for at få eventuelle luftlommer helt ud af ulden. Lad dem derefter ligge i vandbadet i et par timer.
4) Ulden tages op og tørres
Når uld blebukserne har ligget i lanolinbadet i et par timer, kan du forsigtigt tage dem op. Klem forsigtigt vandet ud af ulden og vend bukserne ret igen. Nu kan du lægge uld blebukserne på et håndklæde og rulle håndklædet samen til en pølse sammen med ulden. På den måde presses vandet ud af uld blebukserne. Undgå at vride ulden!
Nu skal uld blebukserne tørre. Læg dem gerne flat ned, så de ikke mister sin facon. Undgå at udsætte ulden for for meget varme, ved at lægge dem på en radiator eller lignende.
Når blebukserne er tørre er de klar til brug.
Vask af uld
Uld blebukser skal ikke vaskes ret tit. Når uld blebukserne er mættet med lanolin, vil de være selvrensende til en vis grad. Skidt, snavs og urin der kommer i kontakt med Lanolin vil nemlig udløse en forsæbningsproces, som holder ulden ren. Derfor behøver du ikke at vakse uld blebukserne så ofte. Det vil ofte være nok blot at hænge dem til tørre – gerne i den friske luft udenfor. Det kan derfor være en god idé at have 2-3 par uld blebukser – så du altid har et par til at bruge når de andre hænger til tørre eller vaskes.
Uld blebukserne vaskes i hånden eller i vaskemaskine på uld program. Husk at du kun må bruge uldvaskemiddel til vask af uld, da enzymerne i vaskemiddel til almindeligt tøj, vil gå ind og ødelæge uldfibrene.
Komposition
WeeCare uld blebukser er produceret af 100 % ren merino uld som er ubehandlet og ufarvet. Stoffet er meget fint og lækkert og økologisk certificeret af GOTS.
Blebukserne består af 2 lag stof, og er rimelig tynde i det.
WeeCare uld blebukser er produceret i Danmark.
Reviews
There are no reviews yet.